Kristenhed

Men hvad er nu kristenhed? Er kristenhed ikke det størst mulige forsøg i retning af, istedetfor, som Kristus har fordret, at følge ham efter, at lide for læren, istedet derfor at dyrke Gud ved ”at bygge profeternes grave, og pryde de retfærdiges gravsteder, og sige: havde vi været i vore fædres tid, havde vi ikke været delagtige med dem i profeternes blod”?

Det er om denne art gudsdyrkelse, jeg har brugt det udtryk, at det, sammenlignet med det nye testamentes kristendom, er at lege kristendom. Udtrykket er aldeles sandt, og fuldkommen betegnende. Hvad er nemlig det at lege, når man tænker på, hvorledes ordet må forstås i denne forbindelse? det er at eftergøre, efterligne en fare, hvor der ingen fare er, og således, at man så sætter kunsten i jo mere skuffende man kan lade som var faren der. Således leger soldaterne krig på fælleden, der er ingen fare, man lader blot som var den der, og kunsten består egentligt i, at gøre alt skuffende, ganske som var det på liv og død.

Og således leges der kristendom i kristenhed. Dramatisk udklædte kunstnere træder frem i kunstbygninger – og der er i sandhed slet ingen fare, intet mindre, læreren er kongelig embedsmand, jævnt avancerende, gør karriere – og nu leger han dramatisk kristendom, en kort komedie spiller han, han taler om forsagelse, men selv er han jævnt avancerende, han lærer det at foragte verdslig titel og rang, men selv gør han karriere, han skildrer de herlige, profeterne, som blev slået ihjel, og omkvædet er bestandigt: hvis vi havde været i vore fædres tid, havde vi ikke været delagtige med dem i profeterne blod – vi, som jo bygger deres grave og pryde deres gravsteder.

Man vil altså ikke engang(som jeg bestandig, indstændig og bønligt har foreslået det) dog idetmindste være så sand, at man tilstår, at man slet ikke er bedre end de, som slog profeterne ihjel, nej, man vil benytte sig af den omstændighed, at man jo ikke er samtidig med dem, til at tillyve sig at være langt, langt bedre end de, der slog dem ihjel, ganske andre væsener end disse U-mennesker – man bygger jo de så uretfærdigt dræbtes grave og pryder deres gravsteder.

Dog at lege kristendom, hvor betegnende end dette udtryk kan være: den myndige kan ikke bruge sådanne udtryk, han taler anderledes derom.

Kristus kalder det – giv agt derpå! - han kalder det: Hykleri. Og ikke blot dette, men han siger – gys! - han siger, at denne hykleriets skyld er lige så stor, netop lige så stor en forbrydelse, som den at slå profeterne ihjel, altså: blod-skyld. Ja, hvis man kunde spørge ham, han skulde måske svare, at denne hykleriets skyld, bare fordi den er så fint skjult, og langsomt fortsættes gennem et helt liv, er større skyld end deres, som i opblussende raseri dræbte profeterne.

Bent Bøllemave 2004