Sekteriske selvbebrejdelser

Selvbebrejdelser, dårlig samvittighed og Helvedets-angsten er indlejrede dybt i den sekteriske hjerne. Netop angsten er denne hjernes grumme centralkraft. En kraft, der vis særligt anstrengt, kan slippe op, angsten må så få afløb på anden vis. Man kan vel ikke frygte sig til en tilstand af frygtesløshed?

Selvbebrejdelse nr. 1: Jeg elsker ikke helhjertet

Jeg kæmper ikke hårdt nok i sekten tjeneste. Resultaterne er for få, men skriften er mig klar:

Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ (Matt 22.37-39)

Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« (Matt 28.19-20)

Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. (John 15.1-8)

Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt og blive ved med at bære frugt, så Faderen kan give jer, hvad som helst I beder om i mit navn. (John 15.16)

Samme dag gik Jesus ud af huset og satte sig ved søen. Og store skarer flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd, mens hele skaren stod på bredden. Og han talte meget til dem i lignelser og sagde: »Se, en sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; men da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det. Men noget faldt i god jord og gav udbytte, noget hundrede, noget tres og noget tredive fold. Den, der har ører, skal høre!« (Matt 13.1-9)

Ja, jeg må elske Gud helt helt helt, og det er netop at gøre flere disciple, gøre alt for at gøre flere disciple, og afholde mig fra hvad så end der hindrer. Men jeg lykkes ikke rigtigt, i alt for beskedent omfang hjælper jeg andre til omvendelse. Gang på gang afvises jeg, når jeg på gader og stræder inviterer til vores åndelige møder. Jeg beder til at jeg må lykkes, at jeg ikke må blive en ufrugtbar gren, der visner. Jeg ønsker ikke at blive en gren Jesus kaster i ilden, så den bliver brændt.

Måske er det mit eget forhold til Gud, der er rigtigt galt med. Men mentor mener, at jeg er faldet ind mellem tidslerne, de er ved med at vokse op og kvæle mig. Jeg skal så selv sørge for at blive flyttet over i den gode jord, så jeg kan bære frugt og ikke blive kvalt. Det er mit eget ansvar.

Selvbebrejdelse nr. 2: Jeg hindrer Guds nåde

Jeg forstår Guds nåde for dårligt. Også her er skriften mig klar nok:

For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser. (Matt 6.14-15)

Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. (Luk 6.37-38)

Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige. Sådan var nogle af jer engang, men I blev vasket rene, I blev helliget, I blev gjort retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds ånd. (1 Kor 6.9-11)

Det sker jo, at jeg ikke tilgiver, jeg kæmper så for at tilgive, men i den tid kan Gud jo ikke tilgive mig. Smerte. Ja jeg dømmer, blot at kalde det ”at vurdere” er for farligt, det vil blot føre mig endnu mere bag om lyset.

Som jeg var engang, det som jeg blev vasket ren for, det er jeg ved at blive igen. Min mentor gransker mig og påpeger mine fejl, han kræver at jeg hurtigere og hurtige retter disse fejl. At jeg vedvarende bliver bedre og hurtigere til at omvende mig.

Men jeg er som opslidt, jeg kan næsten ikke kæmpe mere. Trods min råben til Gud ude i skovene og ved havet, bevarer jeg ikke et rent hjerte mere end få timer af gangen.

Status

Min standard, min åndelighed er til rotterne. Mit mangeårige cølibat er i fare, oftere og oftere ser jeg begærende efter smukke kvinder. Mine daglige bibelstudier bliver mere og mere overfladiske og ind i mellem trodser jeg samvittigheden endnu mere og springer det helt over og nøjes med en kort, panisk bøn. Jeg er på vej mod fortabelsen. Jeg har ikke mere kraft til at kæmpe mig hen til Gud. Sådan har jeg gledet i et par år nu.

Ledelsens ultimatum

Kombinationen af min manglende frugtbarhed og min tendens til ikke kun at være kritisk overfor mig selv, men også rette et kritisk blik mod Kirken, får ledelsen til at reagere kraftigt.

Der begynder nu en periode, hvor jeg ud over de ugentlige møder og næsten daglige samtaler med min mentor, også møder ugentligt med menighedslederen. Denne gæve viking gennemskuer mit liv, han kender jo statistikken og min kritiskhed, det kan han ikke bruge her i menigheden.

Han mener at netop min omvendelsen mere end noget andet vil kunne inspirere resten af menigheden til vækst. Han afkræver mig en kraftfuld omvendelse, han synes om min råben i Guds natur, må den blive daglig. Min omvendelse holder stadigt kun få timer af gangen.

Den gæve viking, der selv har omvendt sig kraftfuld, angiveligt fra at bolle grise, stiller præcise krav til min omvendelse. To af hans yngre mentorer skal jeg inspirere så meget med min kraftfulde omvendelse, at de kommer til ham med vidnesbyrdet om min omvendelse. Hvis dette ikke sker indenfor kort tid, skal jeg ikke regne med at bevare mit mit medlemskab af Guds Rige.

Han vil dog nødigt smide mig ud, men forsøge at presse mig hårdere og hårdere indtil jeg så enten brydes til omvendelse eller vælger at forlade Guds Rige. Forlader jeg Guds Rige, vil jeg blive betragtet som en fjende af Gud.

Eld Defr, anno 2004