Den fortabte menighed

Den sande Gud havde to sande menigheder. Den yngste sagde til Guden: Gud, giv mig den del af dine åndelige gaver, som tilkommer mig. Så delte Guden sine åndelige gaver imellem dem. Nogen tid senere forlod den yngste menighed sin Gud og rejste til et sted langt borte. Der misbrugte menigheden sin åndelighed på et udsvævende liv, og da det hele var sat til, kom der hårde åndelige udfordringer det nye sted, og menigheden begyndte at lide. Menigheden gik så hen og og søgte andre guder.

Disse andre guder sendte menigheden mærkelige skrifter og falske profeter. Men dette gav i menigheden ingen god og sand frugt. Da gik menigheden i fagligt møde og nåede frem til: Hvor mange hellige køer hos min sande Gud har ikke åndelighed i overflod, og her er vi ved at sulte ihjel. Lad os bryde op og gå til min sande Gud og sige til ham: Gud, menigheden har syndet mod himlen og mod dig. Vi fortjener ikke længere at kaldes din menighed; lad os gå som en af dine køer.

Så brød menigheden op og kom til sin sande Gud. Mens de endnu var langt borte, så deres sande Gud dem, og han fik medynk med dem. Gud dryssede frisk åndelighed ud over menigheden. Menigheden sagde til Gud: Gud, vi har syndet mod himlen og mod dig. Vi fortjener ikke længere at kaldes din menighed. Men Gud sagde til sine engle: Skynd jer at komme med de fineste festdragter og giv menigheden dem på, sæt ringe på deres hænder og giv dem frisk villighed på fødderne, og kom med fedeånden, slagt den, og lad os spise og feste. For menighed her var død, men er blevet levende igen, de var fortabte, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.

Bent Bøllemave anno 2004