Et døgn i sekten

Jeg har en ussel, dårlig samvittighed, for det er lige sket igen. Jeg forsøger ellers at kæmpe imod. Men klokken er 3 og jeg burde.. men det er for sent at ringe til min Vejleder. Jeg lægger mig opgivende til at sove.

Jeg vågner, samvittigheden jages langsomt af smerte. Nu må jeg komme op. Skulle jeg ringe.. nej jeg har så travlt, tænker jeg. Jeg sjusker gennem mine morgenregler, får kun skyndsomt læst et par sider i bibelen og bønnen tager jeg på vejen. Jeg væmmes over min elendige evne til at holde de hellige regler.

Jeg er fremme, skulle jeg have ringet og bekendt det. Hov, der kommer en gående, jeg må, men jeg får ikke inviteret ham. Jeg sætter mig ind, må kæmpe for ikke at falde i søvn. BANG læreren har hamret pegepinden i bordet lige ved siden af mig, jeg vågner, han stiller mig et simpelt spørgsmål og peger på tavlen. Stille afventer jeg, at en andens svar vil standse ydmygelsen.

Frokosten indtager jeg nu alene. Jeg er ved at være vågen og kan huske lidt fra den seneste forelæsning. Jeg ser ensomt på menneskene, bare jeg dog havde en ven. En forelæsning mere, hjem igen, studere og plages igen af samvittigheden, men ringer stadigt ikke.

Som sædvanlig er der møde i aften og man skal jo ligesom komme, for ellers bliver det bare endnu mere besværligt, når man skal forklare en udeblivelse. Ja selv når jeg siger, at jeg er syg, tror de knap på mig mere. Jeg tager derind, kommer forbi nogle mennesker, men inviterer heller ikke dem.

Selvom jeg står der og krammer tyve mennesker, som jeg har ”kendt” i årevis, føler jeg mig stadigt ensom, ja mere ensom end for blot nogle år siden. Hvad er der dog sket med mig. Måske er det fordi, jeg ikke bekender så meget mere. Synet af min Vejleder vækker en voldsom samvittighedsfølelse, jeg må bekende.

Vi synger, det dulmer. Der er oplysninger, samme røvkedelige oplysninger som der plejer, et par nye udmattende forpligtigelser. Der er en kort tale nu skal vi blive bedre til både dit og dat. Jeg kan slet ikke følge med mere, vi overdænges af nye krav og forpligtigelser, mens de gamle stadigt er forsømte. Måske husker jeg bare for godt, nej.

Vi sætter os vi vores små grupper, der præciseres forpligtigelser, men jeg får ikke bekendt min synd. Der er spændinger i grupper, uløste problemer, udækkede menneskelige behov. Måske sidder vi her og er alle ensomme. Ganske snart splittes vi op, mine brødre og søstre er på vej hjem.

Jeg når lige at gribe fat i min Vejleder. Jeg bekender og formanes sådan, som man formanes her i den eneste sande kirke. Dette dulmer grundigt. Tilbage er mest den dårlige samvittighed over de udeblivende invitationer.

På vejen hjem inviterer jeg ti mennesker til Gudstjeneste i en kirke, hvor vi gør meget ud af forholdene mellem menneskene, og hvor forholdet til Gud er personligt. Jeg ved godt, at jeg ikke længere inviterer af næstekærlighed, men det dulmer min samvittighed, så jeg får det lidt bedre i min ensomhed.

Hjemme er jeg ved at få det bedre, men nu skal jeg jo snart sove igen. Hvorfor har jeg igen den lille snert af velbefindende til lige inden jeg lægger mig? Skyndsomt når jeg en noget sen aftensmad, jeg har også lidt dårlig mave som sædvanlig.

Jeg ser på sedlerne på væggen, læser disse formaninger om Gudsdyrkelse og renhed. Men det er jo ikke nok, jeg må kæmpe hårdere! Jeg har spurgt rundt omkring, nogle løber en tur når fristelsen kommer, andre sover med flere par shorts og joggingbukser på, men jeg må gå længere. Jeg være kreativ i kampen mod synden.

Klokken er igen 3. Det er svært at sove, for omme på ryggen gnaver en plastic-strips sig ind i mine tommelfingre, bare for at jeg ikke skal onanere i nat.

af Bror Ren , januar 2004