Mistillid – når man forlader sin sekt

I sekten lærer man tillid til sektens ledere og man lærer mistillid til alt udenfor sekten. For det som er i sekten er i guds hænder og det som er udenfor sekten er i satans bedrag.

Endnu en mistillid er den til en selv. Han skal have mistillid til sig selv, for at og til får nogle jo på fornemmelsen, at der er noget galt med sekten. Derfor lærer man mistillid til sin egen fornemmelse. Man sidder nu og tror sig tryg i sekten men med en mærkelig fornemmelse i maven.

Den svære tid

For mange i sekterne opstår en tid, hvor de begynder at tvivle på sekten og dens lære. Oftest søger man råd hos sektens ledere og får hjælp til at mane sin tvivl i jorden og igen stole på sektens lære. Men denne manen sin tvivl i jorden kan mislykkes. Og tvivlen kan vokse. Nogle gange er tvivlen smitsom og nedbrydende for sekten og medlemmet må skubbes ud af sekten.

Den rigtigt svære tid

For de nyankomne, her udenfor sekten hersker den helt store mistillid. Man har altså en gennem mange år opbygget og ganske solid mistillid til alt herude, udenfor sekten, herunder også stor mistillid til sig selv. Men nu har man altså også en stor og stadigt voksende mistillid til sekten. Her hersker snart total mistillid. Man er vandt til tryg fundamentalisme, men står nu uden sit fundament.

Hvad er der så, findes der noget sandt. Måske har sekten alligevel ret? Man kan jo ikke stole på sine egne tanker, og da slet ikke, når man ikke er inde i varmen. Hvordan skal jeg finde ud af, hvad der er sandt, når der ikke er noget eller nogen, man kan stole på. Der findes sektkritikere, man kan jeg stole på dem? Har de sandheden? Findes der overhovedet nogen sandhed?

Skal jeg lave mine egne undersøgelser? Skal jeg selv begynde at se min gamle sekt fra nye synspunkter? Hvad med min fornemmelse, nu hvor jeg har undertrykket den i så mange år og massivt betvivlet den, kan den så virke igen? Har jeg ødelagt min egen fornemmelse eller skal jeg bare påny lære at bruge den igen?

Bror Ren anno 2005