Cafékirken

- kaffen synes på hyggeligste vis at have taget korsets plads, jeg ser et kristenhedens kønneste ansigt

Jeg har i løbet af nogle måneder deltaget i en del gudstjenester og andre arrangementer i cafékirken. Jeg er begyndt at skabe relationer til nogle af disse mennesker, derfor er det jeg nu skriver ikke upartisk. Jeg må erkende min sympati, mens jeg forbliver kritisk. Håbet er at kritikken kan forblive skarp og ikke unødigt afslutter relationerne.

Første indtryk

Ved indgangen bliver jeg oftest budt velkommen. Første gang jeg dukker op og sætter mig ved et cafebord foran scenen, indfinder der sig snart en køn pige, som høfligt tager plads ved samme bord. Mange lørdage senere holder samme pige prædiken.

Der er nogle lidt larmende sange, men jeg er jo heller ikke vandt til lovsang på denne måde. Bandet er velspillende og publikum synger med. Jeg fornemmer en frihed i at kunne stå og synge sådan. Teksten til sangen hopper op og ned på lærredet.

Talen er en speciel komponering, jeg ikke har prøvet før. Det er CKs grundlægger Betina, der taler. Hun ytrer et udfordrende budskab, men gør det med en så charmerende varme og medfølelse, at jeg overraskes. Jeg bliver ligefrem småforelsket i denne så smukke måde at tale på.

Pæn overflade, men hvad med dybden

Hvad sker der her. Jeg møder et medlem, som vedkender sig værende lutheraner, men medlemmet synes ikke at have læst Luther. Jeg fornemmer en dækken over sin fortid. Hvorfor denne dækken, hvad har man dog grund til at skjule?

Jeg dykker et stykke ned i historien, læser nogle af kirkens kritikere og gamle tekster. En dykken tilbage til rødderne og det hele bliver pludseligt meget mærkeligt og jeg begynder at forstå at forstå blufærdigheden ved at tale om sin historie.

Mit eventuelle skift

Et skifte fra min åndelig vandring til denne overfladiske pænheds kristendom vil være en udfordring. Pænheden vil jeg med anstrengelse kunne finde mig i og måske endda vende mig til. Men det overfladiske tvinger min samvittighed mig væk fra. Så også her må jeg trodse min samvittighed. - Dette er min subjektive opfattelse, så ærligt, jeg her kan udtrykke den.

En præst der betegner sig som: 100% Dedikeret til at være karismatisk og dogmatisk kristen. Er det noget han bare leger, eller er han det? Tør levebrødet være ærligt om sin egen tilstand?

I en så kaffe-inficeret menighed, er det uklart, hvad der menes, når der tales om bønner.

Tom M. Hedriksen 4. august 2004