Metodistkirken

Sammen med en god ven tager jeg til koncert i metodistkirken, Jerusalemskirken, Rigensgade 19, 1316 København K, Kefas skal synge i metodistkirken, der er også en kort tale og bagefter går vi nedenunder i krypten og taler sammen.

Kefas

Dette kor oplever jeg som et frisk pust her i kristenheden. De udstråler musikalitet, liv, barnlighed og forskellighed. Nogle af deres numre er efter min smag barnlige, men sammenlagt er de en god oplevelse.

Talen

En tilnærmelsesvist inspirerende taler træder frem, han må være præst her i huset. Han taler om bibelen og bruger i sin tale vers fra alle det nye testamentes bøger. Meget pænt gået. Modsat pinsekirkens prædikanter forekommer han ikke træt og udslidt, men snarere nærmest frisk.

Krypten

Vi træder ned i krypten, dette lokale står i stor kontrast til koncertsalen. Mens koncertsalen har blændende hvide vægge, mødes vi nu af brune vægge, vægge der ikke er blevet berørt siden 70erne. Krypten ligner mest en dårligt vedligeholdt skolekantine, lokalet føles direkte frastødende.

På trods af dette sætter vi os og indleder en god samtale. En person indfinder sig for enden af bordet, først går han lidt frem og tilbage, han får lov til at sætte sig. Det viser sig at manden er endnu en præst her i huset.

Men han er jo underlig. Han smiler et næsten slesk smil, når taler om sig selv. Når så min ven eller jeg taler, ser han hen over hovedet på os, som om han lige skal se, hvad der sker ved de andre borde. Han er ligesom ikke til stede, når vi taler til ham.

Jeg tænker, ”går han dog ikke bare snart, han forstyrrer jo os, og det endda på ganske uhøflig vis. Arggg, hvad er der dog galt med så mange af disse præster!”

Tom Hedriksen anno 2004