Hvorfor, hvorfor dette Sektariatet?

Sektariatet er født i dyb, sekterisk smerte. Det er et rædselsskrig over de elendige sider af det, som går under navn af kristendom, kristenheden. Sektariatet burde slet eksistere, der skulle i stedet have været varmt og hyggeligt i kristenheden. Kristenheden burde være at godt sted at putte sit hjerte ind til Gud, men ofte bliver oplevelsen i stedet kold og uhyggelig.

Alt for mange organisationer synes at stå der og kalde sig kristne, for bagefter i deres eget tempo at slagte de hjerter, der måtte nærme sig. Mange af disse organisationer har et indgående kendskab til hellige bøger som bibelen. Men de vrider den sunde lære, de vrider vore sjæle. Ikke at jeg selv kender den sunde lære, men jeg håber at den findes, at jeg selv vil finde den en dag.

Dengang jeg selv var lullet ind i en grum sekt/frikirkes bedrag, da bildte jeg mig ind at have sandheden og jeg forsøgte at give denne falske sandhed videre til tusinder og atter tusinder. Det er mig i dag kun en ringe trøst, at det kun lykkedes mig at hjælpe få andre mennesker ind den sekt/frikirkes bedrag.

Efter sekten/frikirken

Efter at være halvvejs smidt ud og halvvejs flygtet fra sekten begyndte endnu en ekstrem periode i mit liv. Her er jeg jo flygtet fra mit fundament, jeg er udenfor den vante sammenhæng, jeg har opgivet mine idealer. Idealer, som jeg har ofret meget for i små 10 år. Jeg står uden venner. Jeg har min lejlighed og mit job, men ingen mening med livet. Jeg forsøger at finde en ny mening.

Mulighederne er utallige og smerten er dyb, men jeg aner ikke hvad der er sandt og hvad der er falsk. Jeg aner ikke om der findes noget sandt eller falsk.

Det sidste de forsøgte i sekten var at presse mig til blind tillid til min leder. Men jeg kunne ikke, i det hele taget kunne jeg slet ikke mere hverken derinde eller herude. Jeg er som nedslidt på alle fronter, jeg er færdig.

Mentalt og åndeligt vaklede jeg forbi et par andre kirker, som jeg tilfældigvis havde hørt om. Men sektens gift flød stadig i mine årer og mine forvrængede øjne kunne dårligt se. Sekten havde gjort mig snæversynet og nu ville jeg brede mit syn ud, måske ville jeg endda kunne komme til at se i farver igen.

Kirkevandring

Jeg var nu blevet kritisk indstillet overfor kirkerne. Hvor ville jeg dog kunne finde en sund kristendom, hvilken metode kunne jeg bruge i søgen efter noget godt.

Jeg ønskede så brændende at finde en sund kirke, hvor jeg kunne finde hvile, hvor jeg ikke ville få bundet alt for tunge byrder på åget. En kirke, hvor jeg kunne være sammen med den elskede Gud, jeg nu ikke længere er sammen med. Ja, jeg forbandt jo mit farvel til sekten med et farvel til Gud.

Ville jeg kunne finde mig en kirke, hvor jeg ikke på ny kom ud i den situation, at jeg efter 10 år må opgive alt og slæbe mig syg og betændt derfra.

Jeg sad først længe og surfede efter kirker på nettet, læste om deres historie, doktrin og hvad de ellers lavede. En ting er hvad de selv skriver på nettet, en anden ting er måske hvad de i virkeligheden gør. Hurtigt gik det op for mig, at mange kirker har en hjemmeside med forskellig information, men kun ganske få kirker er beskrevet af andre end dem selv. Fra min egen sekt vidste jeg jo, at der er stor forskel på det, der står på hjemmesiden og det der foregår indenfor murene. Måske var sådan en forskel også at finde andre steder.

Et sted kunne man finde kritisk information om kirkerne, dialogcentret, men de synes kun at skrive om enkelte, udvalgte og ganske slemme sekter. Hvad med alle de kirker, som går under navn af at være almindelige? Hvad med en samlet beskrivelse af de forskellige trossamfund? - så man bedre kunne sammenligne dem. En sådan var ikke at finde i de dage. Om jeg så ville have stolet på den guide er noget andet, men jeg ville have læst den, for et par gode idéer er der næsten altid at finde, selv de mest formørkede steder.

Overvejelser omkring Sektariatet

På dette tidspunkt har jeg været rundt i flere kirker og gjort mig nogle værdifulde erfaringer. Jeg sætter mig for at skrive disse erfaringer ned, for således bedre at bearbejde dem. Jeg taler også meget med mine få bekendte om disse erfaringer. Jeg har nu været ude at opleve og indsamle informationer, jeg ikke umiddelbart kunne finde på Internettet.

Dengang i sekten lærte jeg at det var forbudt at være kritisk og al kritik af trossamfundet skulle gives til præsten/sektlederen i enrum. En anden ting jeg lærte var at vogte mig for den falske lære, for i sekten havde vi jo en idé om at have sandheden og de andre havde mistet den. Her kom jeg jo så til at gennemtænke nogle logiske tankerækker:

Hvis nu de andre har mistet sandheden, hvordan kan man så beskytte sandheden, hvordan kan man bevare den. Og den værste: Hvad nu hvis præsten har bevæget sig væk fra sandheden, hvordan skal jeg da forholde mig. Er det mig forbudt at give denne kritiske information videre til mine brødre og søstre i Kristus? Så også de kan spotte den leder, som nu er ved at lede dem vild.

Hvad med den kirkesøgende, skal han opleve det samme som jeg, at der stort set kun er kirkernes egen poesi at læse, at kritisk information holdes skjult af magtsyge kirkechefer. Skal han bruge år på at vandre fra kirkedør til kirkedør, for blot at trættes i sin søgen. Eller skal han have lov til at få indsigt i mine fattige betragtninger, da har han i det mindste lidt at tage med i lommen. Et trick eller to til at undgå nogle af bedragene.

Min tvingende samvittighed

Det er jo en ganske bekostelig affære at være søgende, alt for mange må ud i længere psykiatriske udredninger efter at have været i kløerne på sindssyge, magtsyge og inkompetente sektledere/pastorer. Altså det at et meget usundt menneske overtager kontrollen af helt centrale dele af folks liv. Denne meget usunde form for kristendom har jeg både oplevet i usunde sekter og steder der traditionelt betragtes som værende sunde.

Omvendt har jeg i sekterne også oplevet gode, sunde og vel nærmest rigtige elementer. Det gode og det onde eksisterer således overalt i en uhyggelig cocktail. Og selv med min mere end 10 års erfaring ud i det sekteriske, kan det være svært at skelne det gode fra det onde, ja jeg vil nok være tilbøjelig til at tro, at det er umuligt. Nyere og moderne sekter er simpelthen meget bedre til at bedrage, for de er sekter på en ny måde, de afviger i deres ydre fra tidligere sekter. De er meget uhyggelige.

Jeg er således spændt op mellem det at have gjort mig en masse erfaringer og en dyb overbevisning om, at vi ikke er i stand til at se hvad der er hvad sådan umiddelbart. I dette spændingsfelt forsøger jeg så at videregive mine erfaringer. Må den særdeles udsatte kirkesøgende blive hjulpet.

Nogle vil nok mene at min tvingende samvittighed er min særegne sindssyge. Jeg er selv i tvivl, måske er min samvittighed overaktiv??? Eller måske bare lidt mindre inaktiv som så mange andres??? Jeg ved det ikke, jeg har blot en vag fornemmelse om hvad denne samvittighed er.

I en periode af mit liv har jeg altså gjort mig nogle observationer ude i kristenheden, som jeg mener offentligheden, specielt den kirkesøgende bør have adgang til. Jeg har oplevet et kald.

Anbefalinger til den kirkesøgende

Læs vor Herre Jesu Kristi Testamente grundigt. Når du så møder den religiøse forsamling, se da efter, om der er noget, du kan genkende. Tænk dig grunding om inden du indlader dig på at opbygge forhold til menneskerne. Dette er hård og besværlig øvelse. Har du læst blot et par af evangelierne, da har du allerede læst langt mere i bibelen end de fleste kirkegængere. Det er desværre sjældent at kirkegængere læser bibelen og endnu sjældnere, ja nærmest uhørt at de læser kirkefædrene.

Vær opmærksom på det mærkelige paradoks, at jo mere sekterisk menigheden er, jo nemmere synes det at være, at blive venner med dem. Det er således i sekten, at man vil gøre utroligt meget, strække sig utroligt langt for at indrulle andre i sit eget bedrag. Man mener at have sandheden, og denne er det bedste for dig. Ofte er man villig til bevidst at lyve dig ind i denne ”sandhed”.

Vær opmærksom på, at når man har været rundt i mere en kirke, da begynder forvirringen at sætte ind. Kirkerne er jo ofte ganske forskellige. Der er forskelle i doktrin, læren, udtryksmåden, musikken osv. osv. Flere gange har jeg mødt kirkefolk, der ved, at det er forvirrende at vandre rundt i kirkerne. De spørger netop til forvirringen og anbefaler så en at ”finde hjem” snart. De fraråder en at fortsætte kirkevandringen i lang tid.

En frikirkeaktivist sagde til mig ”Vil du blive ved med at søge til du er 90 år .. du bliver bare forvirret af at gå rundt i alle de kirker .. du må snart finde dig et sted og blive der”, på en måde havde hun jo ret, og rundt omkring møder jeg jo mange som netop har bestemt sig for at stoppe sin søgning og så komme fast i den kirke de indtil videre synes bedst om. Men disse mange er sjældent helt tilfredse, de orker bare ikke søge mere, de har søgt sig trætte og opgivet søgningen. Selv er jeg jo også ganske træt efter 10 år i sekten og et par års famlen rundt i andre frikirker mv. Det bedste råd fik jeg imidlertid fra en nær ven og psykolog: ”Bliv ved med at søge til du finder det rette, ellers skal du bare ud at søge igen”.

Udmattet begik jeg her den fejl at forsøge at engagere mig i den kirke jeg umiddelbart var mest tiltrukket af, en nyere karismatisk frikirke med nogle nogenlunde kristne sange, som jeg kunne sidde og meditere til. Jeg deltog aktivt i en af cellegrupperne, hvor jeg hurtigt fik nye venner. Jeg fortalte dem om min kirkevandring og Sektariatet, men indlod med vilje ikke doktrinære diskussioner, for der ville vi jo være voldsomt uenige. Her har jeg det rimeligt i nogle måneder indtil præsten henvender sig til mig: ”Når du sådan på din webside kritiserer vores venner i pinsekirken er du ikke længere velkommen her i kirken.. du er heller ikke længere velkommen i cellegruppen.. hvis jeg finder ud af at du kommer i en anden kirke, vil jeg ringe derhen og advare dem imod dig.. Hvis du lukker din webside er du velkommen igen”.

- Man skal altså passe på med ikke at engagere sig i noget, man ikke helt kan stå inde for, faktisk gik det endnu værre end jeg her har gjort rede for.. Noget med ”bibelske” dødstrusler, afhøring hos politiet, trusler om sagsanlæg, der til sidst fik mig til at trække kritiske artikler om den frikirke tilbage, jeg har jo ikke et helt hold af jurister til at forsvare mig. - Det blev simpelthen for uoverskueligt både at skulle være kirkesøgende og lave et juridisk forsvar for min kritik af den frikirke. Således stod jeg alene kirkesøgende mod en gruppe af dybt sekteriske frikirkepræster, de i deres pæne klæder med deres pæne familier med en større organisation i ryggen, mig alene og igen forkastet af en sekt/frikirke. På ny måtte jeg søge videre. Faktisk kan jeg takke den sekteriske frikirkepræst for at smide mig ud så hurtigt og brutalt, for i længden ville det ikke have holdt alligevel :-)

Her kommer min mest essentielle anbefaling: Vær opmærksom på bedragene. Det er om muligt den sværeste øvelse der findes. Selv tilbragte jeg næsten 10 år i en sekt/frikirke, hvor jeg til stadighed forsøgte at bevare sandheden og kæmpe imod bedragene. Men på mange punkter havde jeg altså fået byttet om på sandhed og bedrag. Jeg så tingene sort og hvidt og var således ikke opmærksom på den uhyggelige cocktail af bedrag og sandhed. En cocktail, der er at finde de fleste steder. Bedragene er som oftest indhyllet en tåge af halve sandheder. Læs mere om bedrag her. Du kan også se filmen Matrix I og spørg dig selv om, hvilken pille du ville vælge..

Vær opmærksom på at jeg, som jo blot er et menneske, kan tage helt fejl.

Sektariatets form er så anderledes så mærkelig

Selv er jeg en ener, derfor kan jeg lave ting der er anderledes. Men Sektariatet er for vildt ude med riven, hvorfor? Sektariatet forsøger på en gang at give en kirkeguide, men samtidigt at virkeligt være dybt sekterisk. Min baggrund er dybt sekterisk og jeg ønsker også at afsløre hvad det dybt sekteriske kan være. Mange finder det spændende, at der kan eksistere en så afvigende tankegang som den sekteriske, men de forstår den slet ikke, Sektariatet forsøger at være en sekt, som også afslører sig selv, dels ved åbent at sige, at det er Sekterisk, dels ved at afsløre nogle af sine sekteriske tanker og metoder.

Ved siden af dette ligger en overbevisning om at når man selv lader noget, der skulle være kristent, altså når man tager en bibel frem og forsøger at banke kristendom op af jorden – lave sin egen kirke. Så ender man altså med endnu en frikirke eller snarere endnu en sekt. Det ser også ud til at jo senere i historien man banker noget nyt op for så at kalde det en kirke, jo mere afviger det fra den oprindelige kirke. Det bliver altså værre og værre ikke bedre og bedre, som frikirkefolk jo kunne mistænkes for at ville indvende.

Sektariatet er den yderste protestantisme, her protesteres der igennem!

Her i vesten, her hvor romerkirken har revet sig løs fra resten af moderkirken og slået sig op med en enevældig pave. Her har Luther gjort oprør og lavet sin egen form for kristendom, gjort nye ”opdagelser”. Luther har fjernet mange af elementer i den oprindelige kristendom, som i høj grad stadig var og er at finde i den katolske kirke. Efter Luther er der så opstået en udbredt fragmentering med en masse forskellige kirkesamfund, hvor nogle af disse kirkesamfund synes at have genopdaget et eller flere af de elementer Luther har fjernet. Flere essentielle elementer forbliver dog skjulte af Luther. ”Luther skygger for kirkefædrene, igen og igen læser vi Luther og måske lidt Augustin” - skrev en afgået lutheransk præst engang.

Her hvor Luther protesterer mod den katolske kirke og frikirkerne mod folkekirken, her protester Sektariatet mod det hele og bliver således den yderste protestantisme.

Tom Hedriksen 16. november 2004, opdateret 4. august 2005