Kristen i dag - eller hvad er det vi i dag kalder kristent

Nogen bliver døbt som barn, hvorefter de åndeligt sultes. Andre afholder sig fra dans og druk. Mens igen andre prædiker op og ned af gaderne. Nogle vil ikke have ”sex udenfor ægteskab”. Få læser bibelen og endnu færre faster. - Af mange betragtes disse mærkværdige som værende kristne.

Men er det kristent at have fundet et fragment af religionen for blot at dyrke dette. Eller må man fyldes af hele religionens sjæl for at være rigtig kristen, og ikke blot noget ikke-kristne opfatter som værende kristent. Nogle beder Jesus ind i hjertet på få minutter, mens det for andre tager årelange pilgrimsvandringer. Kan nogen af dem mon have ret?

Hvis jeg tager pænt tøj på om søndagen og synger pænt med da bliver jeg indbegrebet af en art pænhedskristendom. Hvis jeg svæver ud i uforståelige ytringer, helt uforståelige stavelser og lader hele kroppen sitre for til sidst at gå i brædderne, da er jeg en sand pinsefætter. Hvis jeg skifter Herrens søndag ud med Herrens lørdag og blot afventer Herrens komme, da er jeg pludseligt adventist. Hvis jeg lader mig gendøbe som voksen bliver jeg baptist. Men hvornår bliver jeg kristen?

Efter at have gennemtrawlet denne kristenheden er det mig ganske uforståeligt, hvad der er kristent. Alle disse retninger burde man kunne beskrive ud fra en art kaosteori.

Viggos kaosteori

Engang for mange år siden var der en Jesus som kom til jorden fra Gud. Han underviste os og grundlagde kristendommen. Og gennem tiden har der hele tiden udviklet sig afvigende grupperinger, kaldet sekter.

En særlig smertefuld opdeling af kristendommen opstod da paven ville være enevældig. Denne magtsyge stodder kløvede kristendommen i to, de ortodokse og hans egne, katolikkerne. Imidlertid gik det helt galt for den magtsyge genre, den slog mange mennesker ihjel og piskede sig selv i klostrene. Fra denne afskyelige byld rejste sig endnu en storkætter, Martin Luther.

Martin syntes at det var for meget, han skrev sine 92 teser og begyndte at vold-beskære denne del af kristendommen. Han lukkede klostrene og rev mange skrifter ud af bibelen. Han syntes ligefrem at kunne finde på en ganske ny teologi, noget med trosfrelse, en ganske uheldig misforståelse af Jesus. Iturevet som Martin jo nok selv må være er han helt ude i dualisme, noget med at når man blot i hjertet tror på Jesus, så er det lige meget, hvad legemet gør.

Siden er mange, rigtigt mange gået i Martins fodspor, de opfinder sig egen nye teologi, som oftest munder ud i endnu flere uheldige misforståelser af Jesus. Mange retninger forsøger at holde sammen idet de peger på, det de kalder Martins trosfrelse og siger at den er sund.

Det er altså alle disse forskellige og ganske uheldige misforståelser af Jesus, jeg har vandret rundt i. Kan du forstå, hvis jeg nu er blevet bare en lille smule forvirret?

I dag synes de ortodokse at være blevet helt glemt.

Viggo 22. september 2004